(Min) tryghed over (din) frihed

Den nu tidligere justitsminister Nick Hækkerup gjorde sig berygtet i privacy-kredse ved fra folketingets talerstol, i samråd og på skrift at tale for, at øget overvågning giver mere tryghed, som igen giver mere frihed.

Jeg blev mindet om Hækkerups udtalelser, da jeg læste en kommentar i Weekendavisen, som berører masseovervågningen, der finder sted i de besatte områder i Palæstina:

Udsnit af artikel fra Weekendavisen

Israelernes omfattende overvågningsprogram på Vestbredden, bl.a. baseret på ansigtsgenkendelse, blev afdækket i en artikel i Washington Post sidste efterår, der efterfølgende blev omtalt verden over.

Det slående ved Nick Hækkerups argumentation er jo perspektivet: Vi (de retskafne borgere) opnår mere tryghed og frihed gennem overvågning af andre (potentielt kriminelle). På samme måde vil israelerne på Vestbredden givetvis hævde, at de opnår tryghed og frihed ved at berøve andre, de overvågede palæstinensere, deres frihedsrettigheder.

Forestillingen om os som de gode og de andre som de onde, og udnyttelsen af denne modstilling til at retfærdiggøre overgreb på dem, vi identificerer som de andre, er vel en af de mest basale propagandateknikker, man kan forestille sig.

Udfordringen i privacy-debatten er, at os og dem jo i realiteten aldrig er to adskilte grupper. Tiltag, der udvikles og indledningsvist rettes mod de andre, vil uvægerligt blive rettet mod os selv før eller siden; dette indtræffer enten fordi der sker en glidning i normerne, fordi myndighederne ikke ønsker at give slip på beføjelser, men oftest simpelthen pga. masseovervågningsteknologiens natur – når man overvåger alle, inkluderer det jo selvsagt også alle de uskyldige. Os selv, om man så må sige.

Hvilket bringer os tilbage til Israel og Vestbredden – og Kina, for den sags skyld. For hvad sker der med samfund, hvor masseovervågning bliver hverdag og en integreret del af ordenshåndhævelsen?

Beretninger fra dagens Kina tyder på, at George Orwell havde fat i noget, da han i 1984 (udgivet i 1949) beskrev overvågningsteknologiens destruktive potentiale, som ultimativt forløses gennem borgernes internalisering af overvågningsregimet.

“It doesn’t even matter whether it’s true or not, as long as people believe it,” he says. “What the Communist Party is doing with all this high-tech surveillance technology now is they’re trying to internalize control. … Once you believe it’s true, it’s like you don’t even need the policemen at the corner anymore, because you’re becoming your own policeman.

Kai Strittmatter, tysk journalist og forfatter til “We Have Been Harmonized: Life In China’s Surveillance State”

Man behøver ikke at være kineser eller israeler for (i mikroskala, men alligevel) at opleve, hvordan internaliseret overvågning virker i hverdagen:

  • Du letter foden fra gaspedalen i bilen, fordi du ser et skilt, der advarer om videoovervågning på motorvejen.
  • Du overvejer en ekstra gang hvilket tøj, du tager på til fodboldkamp eller koncert, fordi du ved, at der er en mulighed for, at du bliver vist på storskærm eller tv.
  • Du undgår at afspille et musiknummer eller en video på en streamingtjeneste (fx en børnesang eller en valgvideo med en politiker, du ikke støtter), fordi du ved, at det vil påvirke tjenestens algoritmiske anbefalinger, så du bliver præsenteret for indhold, du ikke ønsker.
  • Du skynder dig at scrolle forbi en reklame i dit SoMe-feed, fordi du ved at app’en registrerer, hvor længe du dvæler ved hver artikel.

Disse eksempler virker måske uskyldige, men tag ikke fejl, mekanismen bag er den samme som den, der allerede nu dominerer millioner af menneskers liv andre steder på kloden: Vi ændrer adfærd fordi vi bliver overvåget.

Med overvågning falder friheden. Først for de andre og dernæst for os selv.