Laveste fællesnævner

Af dagens nyheder fremgår, at forældre ikke længere kan sige nej til at der tages billeder af deres skolesøgende børn. Overskriften henviser til, at forældrenes mulighed for at give samtykke til netop dette, er blevet fjernet fra Aula.

KOMBIT, der udvikler og driver Aula, begrunder ændringen med en vejledning fra Datatilsynet ved navn Tjekliste til vuggestuer og børnehaver ved brug af billeder og video, og anfører i deres begrundelse, at brugen af billeder i skoler, efter deres opfattelse, er at sidestille med brugen i dagtilbud.

Derfor anses det også for en nødvendig del af kommunens myndighedsudøvelse, at daginstitutionen tager billeder af børnene og evt. medarbejderne for bagefter at dele dem internt med forældrene for at orientere om børnenes dagligdag.

Datatilsynet har ikke lavet nogen specifik vejledning for brug af billeder i skoler, men det er KOMBIT og KLs vurdering, at brugen af billeder i skoler er at sidestille med brugen i dagtilbud

Uddrag af KOMBIT begrundelse for at fjerne forældresamtykket

Denne sidste pointe kan der vel godt stilles spørgsmålstegn ved. Alle, der har haft børn i vuggestue og børnehave, ved, at billeder fra hverdagen i institutionen kan være nyttige, når man som forælder gerne vil “orientere sig om børnenes dagligdag”, som der står i KOMBITs begrundelse. Dette er særligt relevant fordi børn i vuggestue og børnehavealderen sjældent er kognitivt eller sprogligt i stand til at gøre detaljeret rede for, hvad dagen i institutionen er gået med. Her kan billeder fra en tur i parken eller af regnvejr på legepladsen tjene et indlysende vigtigt formål.

Dette gælder selvsagt ikke i samme omfang for skolesøgende børn, der i højere grad er i stand til selv at dele deres oplevelser med forældrene. Det er noget sværere at argumentere for, at “orientering af forældrene” er et sagligt formål, hvis man tager billeder af en ekskursion i 8. klasse.

Det kan undre, at Datatilsynets ikke forholder sig til denne forskel, og at deres kontorchef blot til DR’s artikel lakonisk konstaterer, at “Forældrene må altså forvente, at der bliver taget billeder, når deres børn er i børnehave eller skole”.

Hertil kommer, at KOMBITs reaktion er et skoleeksempel (tøhø) på gammeldags compliance-tænkning: Vi gør kun det, reglerne tvinger os til at gøre. Når reglerne ikke klart siger, at der skal gives samtykke, så fjerner vi samtykke-muligheden.

Reaktionen fra forælderen i DRs artikel indrammer det fint:

Jeg kan ikke forstå, hvorfor rettighederne til at bestemme, hvem der skal tage billeder af mit barn, skal ligge hos en skole eller institution frem for hos forældrene.

Det var tidligere sådan, at det var mig som forælder, der kunne bestemme, om billedet skulle være der eller ej. Sådan er det ikke længere

Forælder, iflg. DR’s artikel.

Hvori består mon KOMBITs dataetiske overvejelser ved at fjerne muligheden for samtykke?