100%. Ingen højere?

Det er vigtigt at måle. Det er indlysende, at det for enhver organisation er vigtigt på en eller anden måde at måle på effektiviteten af de tiltag, man gør, for at skabe grundlag for at drive forbedringer.

Men det er helt afgørende hvad og hvordan man måler. Bare spørg i de offentlige servicefag eller i et callcenter, hvordan forkerte målepunkter kan drive uønsket adfærd hos ansatte og/eller give misvisende resultater.

Ofte er det balancen i målene, den er gal med. Man måler fx på hvor mange kundeopkald i timen en kundeservicemedarbejder ekspederer, eller hvor mange minutter, en sosu-assistent bruger med en borger. Men hvis man kun måler på throughput og transaktioner, og glemmer også at måle på fx oplevet kvalitet/indhold/resultat, så får man …

  1. skabt incitament hos medarbejderne til at maksimere antallet af transaktioner, men intet incitament til at sikre kvaliteten af den enkelte transaktion og
  2. mål, som reelt ikke siger noget om hvordan organisationen performer, og som derfor i praksis ikke kan bruges som grundlag for forbedringer (forudsat naturligvis, at man i realiteten har andre mål end høj transaktionsvolumen – hvilket gælder for næsten alle organisationer).

Ovenstående gælder ikke i mindre grad for privacy.

Og hvordan måler man så relevant og – ikke mindst – balanceret på en organisations performance på privacy-området?

Mange store danske virksomheder (ingen nævnt, ingen glemt) rapporterer om status på deres privacy-programmer ved at måle på andelen af medarbejdere, der har gennemført træning i privacy / datasikkerhed / GDPR / dataetik.

Ligeså indlysende det er, at dette ikke er et dårligt målepunkt, ligeså klart er det, at det ikke kan stå alene. Hvem ved hvilket udbytte medarbejderne har fået af deres træning? Hvilken type træning er der overhovedet tale om? Hvis man gerne ville maksimere dette ene målepunkt, kunne man jo blot gøre træningen nemmere og kortere. Det ville helt sikkert øge antallet af medarbejdere, der gennemførte træningen, men ville en højere deltagelsesprocent på den baggrund sige noget om kvaliteten af organisationens privacy-arbejde? Nej. Tværtimod, endda.

Men hvis man nu kombinerede dette mål med andre mål, som fx …

  • antallet af anmodninger om indsigt fra kunder og medarbejdere
  • gennemsnitssvartid på anmodninger om indsigt
  • antal databrud rapporteret til myndighederne
  • antal klager vedr. databeskyttelse registreret hos myndighederne
  • antallet af gennemførte PIA’er og DPIA’er
  • gennemsnitsalderen på privacy-politikker
  • antallet af processer beskrevet i Records of Processing Activities
  • andelen af IT assets med fuldstændige og opdaterede privacy-beskrivelser (fx slettepolitikker, kryptering, persondatatyper, etc.)
  • antallet/resultatet af interne og eksterne audits
  • antallet af indgåede databehandleraftaler med kunder/leverandører
  • antallet af underdatabehandlere (og deres underdatabehandlere etc.) som man som dataansvarlig har registreret og fører tilsyn med

… så ville man faktisk kunne sige noget kvalificeret om, hvor kompetent og med hvilket modenhedsniveau organisationen håndterede privacy.

Udfordringen ved at inddrage andre og mere meningstunge målepunkter er, at mange organisationer stadig vægrer sig ved at måle på noget, der kan udlægges som at være et mål for graden af compliance. I mange organisationer er det endnu sådan, at compliance opfattes som noget binært, noget man har eller ikke har. Og i sådanne tilfælde går man erfaringsmæssigt langt for at undgå, at konkrete målepunkter og konkrete resultater kan udlægges som om, at man ikke er 100% compliant.

Dette er naturligvis en vildfarelse. Min påstand er, at ingen danske organisationer af en vis størrelse, private eller offentlige, med rimelighed kan påstå 100% compliance med al relevant databeskyttelseslovgivning, herunder GDPR. Alle forsøger, med varierende grad af alvor og oprigtighed, at leve op til reglerne, men ingen kan påstå at de ikke kan blive bedre. Og selv hvis man forestillede sig en organisation, der var maksimalt compliant, ville der alligevel være plads til forbedring på fx dataetikken.

Det fromme håb herfra er derfor, at flere organisationer i fremtiden får mod og indsigt nok til at måle meningsfyldt og balanceret på deres privacy-performance.

Ingen højere?

I denne nyeste Apple-reklamefilm, hvor en stakkels piges persondata i bogstaveligste forstand bortauktioneres, råber auktionarius: “It’s not creepy, it’s commerce!” da han introducerer pigens lokationsdata, og det er naturligvis god værkstedshumor for privacynørder.

Vi er dog naturligvis nogen, der tænker om ikke det ville have været mere retvisende, hvis Tim Cook som den eneste sad tilbage på auktionshusets bageste stolerække, selv efter pigen havde aktiveret “Do not track” 😉

Filmen indskriver sig i en række af sjove og kreative fremstillinger af privacyproblemstillinger, der alle på glimrende vis kan bruges til overbevise privacy-skeptikere, der fx hævder “jamen, jeg har jo ikke noget at skjule”.