Gå hjem, cloud

For nylig afholdt Datatilsynet et par såkaldte gå-hjem-møder vedr. anvendelse af cloud, i forlængelse af den cloud-vejledning, de har udgivet.

En optagelse af et af møderne dateret d. 21. juni 2022 er blevet gjort tilgængeligt af Datatilsynet:

Der er meget materiale at dykke ned i, men lad mig dvæle ved denne passage fra navnkundige Allan Frank (ca. 12:18 – 12:58):

Du er simpelthen nødt til, kontraktuelt, i det samarbejde man har med sin leverandør, at kunne kræve den sikkerhed, som du som dataansvarlig mener er nødvendig for at leve op til det her … og det er lidt besværet på den … og så kan I kalde det en illusion eller hvadsomhelst, men udgangspunktet i det her forhold er jo, at det er den dataansvarlige, der er den hund, der logrer med halen – og det er ikke databehandleren, der logrer med hunden i det her tilfælde. Så illusionen – eller realiteten, nærmere bestemt, i forordningen, og hele omdrejningspunktet, er jo den dataansvarliges ansvarlighed.

Allan Frank, Datatilsynet

Her berører Hr. Frank, på sin egen charmerende måde, denne tids gordiske privacy-knude: Så godt som alle virksomheder og myndigheder benytter i dag persondatabehandlere fra lande udenfor EU/,EØS (fx amerikanske cloudleverandører), og så godt som ingen organisationer har sikkerhed for, at denne behandling er lovlig.

Cloud-produkter (hvad enten der er tale om IaaS, PaaS eller SaaS) udmærker sig ved at være meget standardiserede varer. I langt højere grad end traditionel IT (selv go’ gammeldags COTS software), er cloudprodukter lavet til snævre globale specifikationer, for at kunne konkurrere på et marked, der i meget høj grad er drevet af volumen/economies of scale.

Så når de europæiske datatilsynsmyndigheder siger til virksomheder og myndigheder, at de skam bare skal kræve tilstrækkelig sikkerhed af deres amerikanske cloud-leverandør (som jo altså er blandt verdens suverænt største og mest magtfulde selskaber), så ved alle involverede jo godt, at fx Hvidovre Kommune eller Knud Hansen VVS ApS næppe får særbehandling af Microsoft eller Amazon.

Med til billedet hører, at netop de amerikanske cloudprodukter er så godt som uomgængelige, hvis man vil have det bedste og billigste, og ikke vil nøjes med de europæiske alternativer. For netop denne type tjenester gælder faktisk, at netop fordi de er de største, er de i mange tilfælde de bedste.

Som tidligere anført venter alle nu på TADPF, men …

  • … selv en “Privacy Shield 2” vil “kun” forholde sig til USA, og ikke til de mange andre lande, hvortil overførsler stadig vil være ulovlige i udgangspunktet (og her skal de bemærkes, at de amerikanske cloudtjenester benytter sig af rigtig mange underdatabehandlere, der hverken er hjemmeboende i hverken EU eller i USA).
  • Datatilsynet har indledt tilsyn med brug af cloud hos to offentlige myndigheder, og annonceret at de vil fortsætte hos private virksomheder – helt i modstrid med det, jeg havde forventet.

Hvilket jo efterlader organisationer, der både gerne vil levere den bedste ydelse til den bedste pris for at kunne konkurrere på europæiske og globale markeder, eller bare forvalte skatteyderes penge bedst muligt, og være nogenlunde sikre på ikke at få en bøde eller i det mindste alvorlig kritik, hvis datatilsynsmyndighederne dukker op, uden særlig mange gode muligheder.

Man kan sætte det på spidsen og spørge, om ikke de europæiske lovgivere simpelthen burde forbyde Amazon, Microsoft, Google, SAP, Salesforce, Oracle, IBM og alle de andre at sælge deres cloudtjenester i Europa? Når nu det i praksis ikke kan lade sig gøre at bruge deres tjenester lovligt (i andet end i rent teoretiske tilfælde, hvor man slet ikke behandler persondata)?

Det ville naturligvis have katastrofale følger for det europæiske erhvervsliv og offentlige myndigheder. Men det ville i det mindste være ærligt, virksomheder og myndigheder ville slippe for maskespillet, hvor alle lader som om de følger reglerne selvom ingen faktisk gør det, og de europæiske borgere ville kunne tage stilling til, om det faktisk er en europæisk virkelighed uden amerikansk cloud (og globale underleverandører), de ønsker.

KL (Kun Lettelse): TADPF er på vej!

Som nævnt er alene annonceringen af en kommende, ny aftale om EU/USA-dataoverførsler nok til, at de fleste virksomheder, organisationer og myndigheder i praksis ånder lettet op, som eksemplificeret i Version 2’s artikel:

https://www.version2.dk/artikel/kl-jubler-over-ny-data-aftale-det-er-en-kaempe-kaempe-lettelse

Champagnepropperne er faktisk allerede sprunget, forstår man:

“Interesseorganisationen har sammen med landets 98 kommuner været i venteposition i snart to år, og derfor mener hun, det var helt naturligt, at man fejrede udmeldingen i fredags”

Er der da ingen skepsis eller frygt for, at lovgiverne igen laver en ordning, der viser sig at være ulovlig? Nej:

KL: “Vi har da helt klart en forventning om, at man finder en vej ind i det her juridisk. For ellers går man vel ikke ud fra EU-Kommissionens side og siger, at nu har man fundet et overførselsgrundlag. […]”

V2: “Men de har jo gjort det en gang før.

KL: “Ja. Men fra KL’s side vælger vi at stole på Kommissionen.”

I praksis må man antage at den politiske hensigtserklæring om en ny overførselsaftale langt, langt de fleste steder – ligesom i KL – allerede har medført, at akutte tiltag for at leve op til Schrems II-dommen er blevet sat på pause, hvis de da ikke var det i forvejen. Og her skal ordet pause forstås som var det et teenage-kæresteforhold: Man ved, det reelt er forbi, men har brug for at sige det på en pæn måde.

For hvorfor bakse med at finde på rene EU-alternativer til amerikansk cloud, når vi nu ved, at der kommer en ordning? Hvorfor lave megabesværlige afdækninger af hele kæden af underdatabehandlernes underdatabehandlere, hvis det ikke er pinedød nødvendigt?

Tænkningen er naturligvis, at det er usandsynligt at en tilsynsmyndighed, i denne situation hvor politikerne over en så bred kam så utvetydigt har tilkendegivet, at de ønsker at få problemstillingen til at gå væk, vil begynde at slå helt almindelige danske organisationer i hovedet med deres helt almindelige brug af amerikanske cloudtjenester.

Tilbage er blot at håbe, at TADPF-aftalen holder hvad den lover, altså at “normalisere” brugen af amerikanske IT-ydelser, og bringe os alle sammen tilbage til tiden før Max Schrems stak en kæp i dataoverførselshjulet, ikke én, men to gange.

I modsat fald kommer KL og alle vi andre til at ærgre os over, at vi ikke fortsatte det møjsommelige arbejde med at finde rene EU-alternativer, afdække underunderunderdatabehandlere og undersøge de juridiske forhold ift. persondatabeskyttelse i Filippinerne.

Lys for enden af Schrems-tunnelen?

I går, d. 25. marts 2022, skrev alle om det: Der er en ny Privacy Shield/Safe Harbor-ordning mellem EU og USA på vej.

Henning skrev om det, Hopp skrev om det, Pia T skrev om det, Tranberg skrev om det, ja selv Max Schrems selv skrev om det. Og alle er enige: Biden har været i Bruxelles og har sagt nogle håbefulde ord om privacy-sagen sammen med von der Leyen, fordi der er mange penge på spil. Men der er intet konkret endnu. Intet andet end gode intentioner og en forsikring om, at man nok skal finde en aftale:

Så altså: Reglerne er de samme. Det vil tage lang tid at få lavet et nyt overførselsgrundlag. Og selv da fornemmer man flere eksperters forudanelse om, at dette bare bliver et nyt Privacy Shield, som kort efter vedtagelsen bliver underkendt af EU-domstolen. For er der virkelig vilje til at mindske masseovervågningen i USA? Eller give europæerne ægte mulighed for at hævde deres rettigheder ved amerikanske domstole, sådan som det antydes i den principerklæring, der er offentliggjort:


Men tag ikke fejl: Dette er en kæmpe nyhed i virkelighedens verden. Det flertal af europæiske virksomheder og myndigheder, der indtil nu groft sagt har lurepasset efter Schrems II og ventet på, at der ville komme en politisk/juridisk løsning, vil ånde lettet op: Der kommer faktisk en god løsning i morgen. Og med god menes her en løsning, som tillader virksomhederne at gøre som hidtil.

Motivationen for at følge de lange og kringlede vejledninger vil i praksis dale yderligere, når man ved at der er en ny ordning på vej. Hvis man er kynisk anlagt, var i går derfor en lidt trist dag for beskyttelsen af persondata. Færre virksomheder vil på den korte bane gøre sig så umage med at afdække alle detaljer om deres netværk af underdatabehandlere, som reglerne faktisk siger. Flere vil vedblive med at bruge amerikanske cloud- og SaaS-løsninger som om intet var hændt. USA vil nok ikke ændre deres lovgivning. Og på den lange bane vil EU-domstolen derfor nok underkende reglerne. Da vil der være gået årevis, hvor alle igen har kunnet overføre persondata til USA uden frygt for tilsyn og bøder, og hvem ved, måske politikerne så bare går i gang med at lave en Safe Harbor-ordning nr. 4 og starter hele forestillingen forfra, én gang til?

For de mere positivt indstillede privacy-forkæmpere var i går en god dag. Den amerikanske præsident stod i Bruxelles midt i den største krise i nyere europæisk historie og talte om privacy. Tænk engang. Og måske dette faktisk vil føre til lovændringer i USA, som mindsker masseovervågningen og sikrer vores data bedre. Og måske vil dette i sidste ende tillade vores europæiske virksomheder og myndigheder at skabe vækst og produktivitet ved bruge de bedste cloud- og softwareprodukter uden at kigge sig over skulderen hele tiden.

Så der er lys for enden af tunnelen. Men er det faktisk udgangen, eller er det en måske bare en lyset fra lommelygte, der tilhører nogle andre, der også er faret vild?

Den digitale gasledning

Resten af verden er som bekendt i fuld gang med at afskære Rusland finansielt og kulturelt, glimrende illustreret i dette opslag:

https://www.linkedin.com/posts/alexandrakrautwald_ikea-og-lego-lukker-deres-drift-apple-pay-activity-6905805941480980480-BgYy

Det skal blive interessant at se hvornår den digitale verden for alvor følger trop og de store amerikanske cloud-leverandører også lukker for russerne:

https://www.geekwire.com/2022/analyst-only-a-matter-of-time-before-u-s-cloud-companies-shut-off-services-in-russia

På lidt længere sigt er det værd at tænke over, at globalisering og ikke mindst “cloudificeringen” af vores allesammens IT-løsninger også binder os tættere sammen rent politisk.

Efter Schrems II har vi på tværs af Europa set, at selvom vi nu ved, at brug af amerikanske cloudtjenester i mange sammenhænge slet ikke er lovligt, har der ikke for alvor været vilje til at rette ind og ændre praksis, hverken politisk eller i erhvervslivet. Jovist, der er punktvise EU-baserede alternativer, men de færreste politikere og erhvervsledere finder det hverken realistisk eller ønskeligt helt at undgå de største (og derfor, i mange sammenhænge, bedste og billigste) leverandører. Så alle har reelt foldet hænderne og ventet på at juristerne finder en eller anden løsning – lige med undtagelse af NOYB, naturligvis.

Hvor mange danske virksomheder og myndigheder kunne i dag tåle at “den digitale gasledning” under Atlanterhavet blev lukket, og datastrømmen fra fx Amazon, Google, Microsoft, IBM, Oracle og Salesforce blev afbrudt?

Dette kan meget vel blive virkelighed for Rusland i allernærmeste fremtid, og man vel ikke udelukke, at det kan ske for Danmark eller Europa engang i fremtiden, fx som konsekvens af en (handels)krig? Er vores vestlige alliancer robuste nok til at vi kan tillade os ikke at være selvforsynende med bæredygtige digitale ydelser?

De har ca. 14 billeder af dig

For et par år siden var der for første gang massivt røre om Clearview AI, der stod bag en løsning til ansigtsgenkendelse til brug for ordensmagten. Kritikerne påpegede, at Clearview havde høstet billeder fra sociale medier uden tilladelse, var enormt risikofyldt for de registrerede og gjorde det nærmest umuligt for privatpersoner at gøre indvendinger – og i øvrigt solgte deres teknologi uden særlig vægt på hvad den skulle anvendes til og af hvem.

Nu er de i vælten igen. Washington Post har denne øjensynligt velunderbyggede historie om hvordan Clearview forsøger at overbevise finansfolk om at investere i deres virksomhed fordi de a) har en database med 100 milliarder billeder, svarende til i gennemsnit 14 billeder af alle mennesker på planeten(!), b) har markedet for sig selv, fordi mange af de store tech-virksomheder formelt har vendt ryggen til ansigtsgenkendelse og c) fordi de ser mange nye anvendelsesområder for teknologien, også udenfor ordensmagten:

https://www.washingtonpost.com/technology/2022/02/16/clearview-expansion-facial-recognition/

Vi bør måske vise Clearview AI taknemmelighed, fordi de så klart viser offentligheden, hvad kampen for privacy i virkeligheden handler om, og opstiller et så tydeligt modbillede til ansvarlig, etisk databehandling at alle (undtagen Clearview-folkene selv, tydeligvis) må kunne mærke, at den er helt gal.

Kigger vi væk?

En af fyrtårnene i den danske privacy-debat, Anders Kjærulff, har igen været til tasterne/mikrofonen, og undrer sig over at der, samlet set, ikke er mere larm om den totale, digitale overvågning vi er underlagt:

https://mingarage.net/2022/02/11/at-vaere-eller-ikke-vaere-amerikaner/

Overvågningsregimet er dokumenteret fx af afsløringen af NSA’s PRISM-projekt, internetkabel-adgangsaftalen mellem USA og Danmark – og underbygges af de mange lignende historier, der i en lind strøm kommer til overfladen.

Mon ikke Anders har en pointe i, at vi er mange, der kigger væk, fordi vi slet ikke kan rumme, hvor slemt det er?